Allerede da jeg var 4-5 år gammel, var jeg klar over, at jeg ville blive noget stort. Begge mine forældre arbejdede (min mor som selvstændig), så jeg var tit alene med mine tanker, ideer og energi. Jeg husker en dag jeg sad og lavede en bil ud af en tom cigarkasse og 4 ølkapsler. ”Denne bil vil jeg gemme, så omverdenen kan se hvad jeg har lavet som lille, når jeg er blevet noget stort”, tænkte jeg. Jeg tror nok at jeg dengang overvejede at blive statsminister eller borgmester. En anden gang blev jeg inspireret til at male vores lille hvide hund blå. Blå blev senere mit firmas farve. Generelt var jeg meget aktiv, fingernem og nysgerrig. Jeg brugte min fingernemhed engang på jernbaneperronen i Odense til at åbne alle de kufferter jeg kom i nærheden af. Det var min onkel der skulle passe på mig, og han var mærkeligt nok ikke nær så stolt som jeg selv, da han så hele perronen fyldt med åbne kufferter.
Da både min far og mor arbejdede, gik jeg i børnehave. Jeg kunne ikke lide lugten i børnehaven, når 25 madkasser blev åbnet ved frokosttid efter at have stået i stuetemperatur i 4-5 timer. Jeg havde derfor ingen appetit. Når jeg om eftermiddagen løb fra børnehaven til min mors smørrebrødsforretning fejlede appetitten ikke noget. Min mor forsøgte at give mig honningmadder med. Det hjalp ikke. Jeg gemte dem i mine lommer og i legetøjet, og så blev forstanderinden vred. Det var ud på toilettet, ned med bukserne og så fik jeg en gevaldig endefuld. Det var dengang der var håndfaste pædagoger til. Det hjalp dog ikke på appetitten i børnehaven.
Jeg var ikke særlig energisk i skolen, men forsøgte hele tiden at ligge midt i klassen og bruge lige akkurat den tid på lektier som kunne holde mig flydende. Resten af tiden brugte jeg på fodbold, tennis, bordtennis, cykelcross, modelfly samt smykkesløjd.
Genboens dreng var 3 år ældre end jeg. Han var meget fingernem og kunne lave en hel masse ting med værktøj. Vi lavede bl.a. et samtaleanlæg med en kobbertråd, der gik tværs over vejen mellem vore huse. Alt hvad han fandt på kopierede jeg. Det var bl.a. et krystalapparat til at modtage Danmarks Radio program 1 (det var før transistoren var opfundet). Det var lidt spændende at ligge om aftenen under dynen og lytte til radio med høretelefoner, når ens forældre troede man sov. En dag havde han lavet en salonriffel, og sådan en måtte jeg også have. Jeg fik mig også en hjemmelavet salonriffel, og så gik vi på lossepladsen hver søndag morgen og skød på livet løs. Det ulovlige er altid det mest spændende. Geværerne gravede vi ned i haven og dækkede dem til med brædder og jord, når vi ikke brugte dem. Min far gik næsten aldrig i haven, så vi havde denne hemmelighed for os selv.
Jeg gik med aviser (er det ikke sådan alle millionærer starter?) og tjente lidt lommepenge hos min mor, der havde en kiosk.
Min far klagede engang til min klasselærer over, hvor doven jeg var i skolen. ”Han er mere interesseret i at læse ugeblade end lektier” sagde min far. ”Ja, men det skal der jo også være tid til”, svarede min klasselærer Jørgen Berg. Han var en stor psykolog og langt foran sin tid. Jeg gik i klasse hos ham i 10 år. Han havde en fantastisk evne til at give os unge selvtillid og frihed under ansvar. Alle i hans klasse blev til et eller andet fornuftigt som leder eller selvstændig.
Min storesøster var 3 år ældre end jeg og hun fik altid gode karakterer i skolen. Jeg lå typisk 1-2 karakterer under hende, men jeg fik overbevist mine forældre om, at jeg var lidt mindre begavet end hende, og derfor skulle jeg have de samme karakterpenge for mine lidt dårligere karakterer, som min søster for sine noget bedre.
Min far klagede også til andre over min dovenskab. Her havde jeg en ”bonus-tante” som bakkede mig op. Hun forsvarede mig med: ”Ja, men husk på Niels Bohr, han var både doven i skolen og dårlig til fodbold (som jeg), men han blev alligevel noget stort”.
Jeg fik mig en læreplads som radiomekaniker efter 1 år som arbejdsdreng. Jeg var en af de dygtigste lærlinge og til slut bedre end nogle af svendene. Jeg var i disse læreår sikker på at jeg skulle opfinde et eller andet som jeg skulle blive rig på. Jeg sad tit om aftenen i firmaet og eksperimenterede, men det blev aldrig til den helt store opfindelse.
Min lærermester var en værre tyran. Han havde vist været i tysk koncentrationslejr og prøvede at kue os lærlinge til at arbejde hårdt, tit under de barskeste betingelser. Montering af radio i biler, udendørs i regn og sne var noget han ikke kunne få andre end os lærlinge til. Vi tre ældste lærlinge rottede os sammen og dannede en enig gruppe mod ham, som han aldrig kunne takle og kue. Mange år efter jeg forlod Dico Radio, gik der historier om, hvordan jeg satte mig op mod chefen, som ingen andre turde.
Jeg mødte nogle andre radiomekanikere som læste til ingeniører. Jeg var i starten meget fristet til også at læse, men da jeg hørte hvor hårdt det var og hvor mange afsavn man skulle gøre i 4½ år, så sprang jeg ud som almindelig radiomekaniker. Jeg kom på et laboratorium og byggede mobilradioer, det var meget spændende.
Så blev jeg soldat, og brugte al min fritid på at tjene penge i mobilradio laboratoriet M.P. Pedersen. Jeg lå i Telefon Kompagniet i Høvelte og blev Centralmand. Senere kom jeg til Roskilde Kasserne og passede omstillingsbordet der. Det med telefoner skulle komme til at præge resten af mit liv.
Færdig med soldatertiden kom jeg til Standard Electric/ITT og endte i service afdelingen for telefon- og samtale-anlæg. Her hyggede jeg mig i et godt job med god løn og en del frihed. En dag fyldte min chef 50 år. Jeg husker tydeligt jeg så ham gennem glasruden til hans kontor, sidde i sit pæne tøj, og jeg tænkte: ”Der kommer du til at sidde om nogle år hvis ikke du tager dig sammen.” Jeg tog mig sammen og begyndte at læse til Merkonom i Salg og Marketing om aftenen. Da jeg havde læst 2/3 af pensummet, mente jeg det var på tide at søge job som sælger. Jeg fik job i et firma der solgte testudstyr til telefoner og telefoncentraler. Her lærte jeg at eksportere måleinstrumenter og de mest basale salgsting. Min chef var ikke den store sælger, men god til at skrive engelske breve, og det brugte han rigtig meget tid på. Mit engelsk var ikke så strålende på det tidspunkt, så jeg fik ikke lov at kontakte kunder udenfor Skandinavien.
Efter min merkonom eksamen begyndte jeg at tage de indledende fag til HD. Jeg mente, at havde man en HD eksamen, så blev man med sikkerhed salgschef eller måske direktør.
Jeg kom igennem engelsk og regnskabsstudiet. Begyndte på matematik, men der var ret meget jeg ikke forstod, så der må have været et stort gab fra min realeksamen til dette studie. HD studiet blev derfor opgivet.
Mine første store penge tjente jeg ved at købe et ældre hus der trængte til istandsættelse. Først sparede jeg op i 3 år. Jeg boede på et billigt værelse i den periode. Så fik jeg et meget fordelagtigt lån i banken, så jeg kunne købe huset kontant. Med kontanter kunne jeg presse prisen. Jeg satte selv huset i stand og solgte det efter 3 år til den dobbelte pris. De fleste af pengene blev investeret i et nyere hus i Humlebæk der lå tæt ved skov og strand.
Jeg kedede mig slemt på arbejdet og begyndte at udtænke, hvad jeg kunne sælge privat. Jeg havde fået en svensk kæreste, og så faldt jeg for de svenske juleudsmykninger i strå, bl.a. gedebukke. Jeg besøgte en fabrik i Sverige og gjorde dem klart, at jeg ville sælge deres produkter i Danmark og måske hele Europa. Jeg kom straks ind i VIP udstillingsrummet og fik samlet en bunke vareprøver, som jeg ville sælge. Hjemme tog jeg et foto af det hele, fik lavet en prisliste, og så sendte jeg et salgsbrev til de store københavnske varehuse. Ved at følge op på mit salgsbrev erfarede jeg at man købte sådanne varer direkte hos fabrikanter i bl.a. Østeuropa.
Jeg prøvede at sælge alt fra cement til klæbebånd og kuverter, men det gav ikke noget resultat.
Min svenske kæreste var revisor, og jeg sugede til mig alt hvad hun kunne om forretning og hvad hendes klienter kunne. Allermest lærte jeg af et par af hendes kolleger. De var dengang nogle af de ”tunge drenge” i svensk revision og erhvervsliv. Alle de muligheder og transaktioner der var lovlige og givtige, var de rigtig gode til. De tjente rigtig mange penge og brugte også mange. De havde kontakt til svenske pensionsfonde og kunne låne penge ud til en lav rente. Det prøvede jeg at udnytte med en ven der var ansat i et vekselerfirma. Vi kom aldrig igennem med nogen lån. Men vi fik kontakt til en masse spændende mennesker, og fik erfaring med at omgås dem der ”var noget”.
Mine private aktiviteter blev på et tidspunkt min arbejdsgiver for meget, og jeg fik sparket uden varsel. Hvad nu?
På min nu tidligere arbejdsplads ELMI kontaktede jeg en af ingeniørerne der, som jeg, havde en masse energi. Han tilbød (i sin fritid) at udvikle de apparater jeg kunne sælge. Det gav starten til officielt at starte mit eget firma. Vi fik udviklet et og senere to instrumenter, og salget gik i gang. I starten gik det meget langsomt, så jeg så mig nødsaget til at søge job ved siden af. Det fik jeg i Søren T. Lyngsø´s salgsafdeling. Her solgte man styringsenheder til skibsmotorer. Det havde ikke meget med salg at gøre i afdelingen, det var mere tilbud og ordremodtagelse. Jeg kedede mig bravt, men heldigvis havde jeg en kvik og forstående chef, Svend. Han lod mig besøge marketingafdelingen, og her følte jeg mig mere hjemme. Det private firma kørte videre medens jeg var på dette arbejde. Mine egne kunder ringede til min telefonsvarer, og om morgenen ringede jeg tilbage til dem der boede på den østlige jordklode. Om aftenen kunne jeg kontakte dem der boede på den vestlige jordklode. I frokostpausen kunne jeg så ringe til dem i Europa.
På et tidspunkt var der krise i Søren T. Lyngsø, og vi blev alle kaldt til møde med den administrerende direktør. Han lagde hårdt ud og proklamerede: ”Ingen lønforhøjelser, og de der ikke kan tåle lugten i bageriet, kan bare forsvinde”. Jeg følte mig temmelig provokeret og var ved at gå i protest. Direktøren have ingen plan for HVORDAN man kom ud af krisen, bortset fra at ingen fik lønforhøjelse. Jeg syntes de fleste i firmaet var meget middelmådige og forlod dem efter kort tid for helt at hellige mig mit eget firma.
Kun manglede min udviklingsingeniør tid nok til at udvikle nye apparater. Jeg foreslog min familie at skyde penge i et aktieselskab. Det lykkedes, og nu blev ingeniøren ansat i firmaet på fuld tid. Som årene gik, blev vi kendt på verdensmarkedet under navnet Fematic for testudstyr til telekommunikation.
Ind imellem manglede vi ordrer, men så købte jeg et støbeværktøj til omskifterbokse. De der ville sælge idéen og støbe værktøjet, producerede to slags bokse til omskiftning mellem højttalere og hovedtelefoner på radioer. Var der penge i så simple ting? Ja, det var der faktisk, selv om markedet faldt i takt med at radiofabrikanterne fik tilslutning til hovedtelefoner på deres radioapparater. Jeg udvidede produktprogrammet til 5 forskellige typer som blev solgt til radiogrossister. Jeg besøgte en gang indkøbs afdelingen for det store varehus Brugsen. Jeg prøvede at sælge mit boksprogram til indkøberen. Han tog på et tidspunkt min prisliste ud af hånden på mig og sagde: ”Vi ønsker at købe meget få enheder ad gangen, men til prisen for 1.000 styk”. Dette møde lærte mig: ”Behold altid prislisten i din mappe”. Når man har forhandlet sig frem til hvad kunden vil og kan købe samt betalingsbetingelser, så kan man give en pris.
De apparater vi ellers solgte, var forholdsvis dyre og til brug for telefonfabrikker og Teleadministrationer. Det tog typisk 6 til 18 måneder at komme igennem med et salg. Når vi havde et nyt apparat i tankerne, var det første jeg gjorde at lave en forplade af pap, fotografere et tomt ”apparat” og lave en brochure. Så begyndte jeg at markedsførte dette apparat. Det passede så nogenlunde med, at når det første salg var i hus, så var apparatet også færdigudviklet.
Fematic fik engang en ordre på testudstyr til en værdi af 1 million kroner fra KTAS (nu Tele Danmark). Det var i forbindelse med at man indførte DTMF (tone signalering) i stedet for de gamle drejeskivetelefoner. Jeg brugte en del af overskuddet til at ansætte endnu en ingeniør, og det gav fremgang.

På et senere tidspunkt, hvor instrumentsalget var nede i en bølgedal, kastede jeg mig over salg af ægte tæpper. Mine svenske revisor-venner havde stor succes med import af tyrkiske tæpper og solgte dem til svenske kunder. De mente der også måtte være et marked i Danmark og bad mig åbne en butik. Jeg fik købt et lille lokale på Tåstrup Hovedgade og fik indrettet en perfekt butik med mange lysspots. Jeg fik en sending tæpper fra et område i Tyrkiet kaldet Keyseri. Jeg døbte butikken Kejser Tæpper som et passende navn. Jeg fik tilkaldt den lokale avis og fik et stort billede i avisen med mig siddende overskrævs på en bunke tæpper. Jeg havde læst lidt om ægte tæpper, så jeg var ikke helt uforberedt. Hvad jeg ikke vidste eller havde bemærket var, at andre ægte tæppeforretninger havde mindst 20-30 forskellige tæppetyper fra flere lande. Jeg stod i butikken fra klokken 16 til 17.30 på hverdage samt lørdag formiddag. Jeg fik ikke solgt et eneste tæppe på 6 måneder, men familien var venlig at købe lidt og en leverandør ligeledes. Tæppeforretningen blev lukket og lageret sendt til Sverige.
 

Min onkel kom engang hjem fra Amerika med en elektrisk grill tænder, til at tænde ild i trækul. Nu skulle den havde 110V for at virke, men med en transformator gik det fint. Jeg var vildt begejstret over denne fantastiske sag. Den måtte være nøglen til hurtigt at blive millionær. Jeg fik udviklet en model til 220V og fik lavet en farverig blisterpakning. Desværre var den dyr at producere. Jeg kunne derfor ikke, som jeg burde, sælge den via grossister til isenkramforretninger. I stedet prøvede jeg at sælge den direkte til kunder via postsalg. Jeg fik lokalaviserne i mange byer til at skrive om vidunderet, og den blev også positivt modtaget af brandtilsynet. Der sker mange brandskader hvert år på grund af at folk hælder sprit på glødende trækul. Her var så løsningen. Desværre fik jeg ikke held med at vise den i TV, for så havde succesen været sikker. Jeg gik selv i gang med at prøve at sælge den ved at stå i indkøbscentre om lørdagen. Jeg grillede pølser så der duftede dejligt, men jeg må indrømme jeg ikke havde talentet til at tiltrække kunder som en anden gøgler. Jeg mindes en lørdag hvor jeg stod på Tåstrup Hovedgade med min grill og røde pølser under en parasol i REGNVEJR og prøvede at sælge nyheden. På denne lørdag formiddag solgte jeg ét eksemplar. Jeg lærte også at det danske sommervejr ikke altid er grill vejr, og derfor fængede denne fantastiske idé ikke.

 

Vi fik i selskabet på et tidspunkt udviklet en elektronisk tale maskine. En digital båndoptager, uden bånd. Det var en nyhed den gang, og jeg fik tilkaldt lokalavisen og Berlingske Tidende. Vi kom i begge aviser, hvor vi på et foto stolt kunne fremvise et printkort der kunne det samme som en båndoptager. Nu mente jeg at vi ville få vind i sejlene, så vi flyttede til større lokaler med masser af plads til ekspansion.

 
Det er dyrt at flytte, og det er noget man kun skal gøre af nød. Det gav et indhug i kapitalen og samtidig gik det ikke for godt med ordrer på den nye digitale talemaskine. En dag, efter at jeg havde været på en kort ferie i Sverige, havde personalet fundet ud af at direktøren (mig) godt kunne undværes for, ”Han lavede alligevel ikke noget”. De ville overtage selskabet, selv om de kun havde ca. 10% af aktiekapitalen. Så startede en nervekrig, og en medarbejder blev fyret. Ingeniøren, jeg havde samarbejdet med siden starten, og hans kone, som stod for produktionen, lagde sig begge syge. Jeg fik helvedesild, men holdt mig på benene. Med produktion- og udviklingsafdelingen lukket, var det kun et spørgsmål om tid hvornår vi måtte gå i betalingsstandsning, og til sidst lukkede vi.
Boet blev købt af en stor dansk kunde, der var afhængig af de måleinstrumenter vi producerede. Jeg havde kautioneret for vores kassekredit med sikkerhed i mit hus. Huset blev sat til salg, men det var i en periode med renter op til 20 %, så det var ikke sælgers marked. Banken var dog yderst venlig og forlangte ikke huset sat på tvangsauktion. På et tidspunkt blev huset solgt, og banken fik sine penge. Der blev også lidt til overs, og for det købte jeg en del af boet og startede så igen. Først blev alt klaret i et værelse hjemme. Siden lejede jeg mig ind i et billigt lokale i en baggård på Nørrebro. Nu var det bare med at komme i gang igen. Jeg købte nu instrumenter fra firmaet der havde købt konkursboet, men min salgspris var jeg nødt til at forhøje med 50 %! Der skete det mærkelige for mig, at alle kunderne alligevel købte!
 Med underleverandørers hjælp fik jeg udviklet et par nye måleinstrumenter. De solgte godt, og snart kunne jeg flytte fra baggården til en bedre del af Nørrebro, nemlig ved søerne. Jeg fik ansat en lærling og en kontorelev og siden en elektroniktekniker. Så fik vi en rigtig stor ordre fra svenske Televerket, og flyttede til endnu større lokaler, stadig på Nørrebro.

 

To gange fik vi tilskud til produktudvikling, og det gav et lille løft hver gang vi kunne udvide produktprogrammet. Der var nu penge i kassen til at få udviklet en tester for telefoner, og siden fik vi udviklet et ”kunstigt hoved” (øre- og mund simulator) til test af telefonhåndsæt. Vi kunne nu bryste os af at være et ”mini Brüel & Kjær”, og jeg ansatte den første sælger.
Vi havde fundet en god niche med meget få konkurrenter. Endnu et dansk firma forsøgte at komme på markedet med et konkurrerende apparat. Vi kæmpede bravt om kunderne. Jeg blev af denne konkurrent kaldt KONTROVERSIEL. Det var jeg lidt stolt af. Jeg måtte dog først lige læse i fremmedordbogen hvad kontroversiel betød: Umedgørlig – stridbar – om en man ikke kan forvente almindelig godkendt. Det passede vist meget godt på mig dengang. 
En dag besøgte jeg en fabrik ejet af fagforeningen hvor en af mine venner var direktør. De udviklede og producerede ting til søværnet og F 16 fly projektet. Jeg blev fascineret af udviklingschefen, der var en virkelig dygtig og kreativ ung civilingeniør. Jeg troede ikke det var muligt at få ham ind i mit firma, men jeg gav ham et løntilbud som lå en anelse over hvad han havde i øjeblikket, og han takkede til min store overraskelse JA til at blive ansat hos mig. Det var første gang at jeg ansatte en, som jeg anså at have en IQ mindst på højde med min egen, men det gik godt, og det gav firmaet et puf fremad.
Under et salgsbesøg i Indien mødte jeg en ingeniør der gjorde et stort indtryk på mig. Han stod for produktion af telefoner, men var med på en salgs turné til et par store byer i Indien, da jeg havde givet det indiske agentur til hans chef. Han var et kæmpe salgstalent og kunne virkelig forklare indviklede ting (tidligere lærer) og han virkede troværdig og overbevisende. ”Ham vil jeg have med til Danmark”, tænkte jeg og luftede den vanvittige idé for ham. Han var yderst positiv og hans kone ligeså. Jeg blev af danske venner kraftigt advaret mod at tage en inder under mine vinger, men jeg tog chancen og fortrød ikke siden hen. Han var en klart bedre sælger end jeg, og han blev utrolig populær hos alle distributører og kunder i udlandet. Det gav naturligvis mange gode ordrer, så jeg ansatte endnu en sælger, og vi kørte støt derudad.
Målet med elektronikselskabet var nu at oparbejde det til en passende omsætning (dengang ca. 10 millioner kroner), så jeg kunne gå på børsen og score kassen ved at sælge hele herligheden. Det lykkedes på et tidspunkt næsten ved at bruge al fortjeneste på at ekspandere. Da firmaet var på toppen, var 13 mennesker ansat, og vi var blandt de 5 største i verden indenfor telefon testudstyr sammen med Brüel & Kjær. Vi eksporterede til det meste af verden, Nordamerika undtaget. Her var flere konkurrenter, og det var vanskeligt og dyrt at få foden indenfor i USA. Til gengæld kunne vi eksportere til lande i Fjernøsten som Taiwan og Japan. I Taiwan havde vi vores allerstørste konkurrenter der kunne sælge til meget lavere priser end os. Alligevel fik vi solgt et par apparater her. I Japan var der mange store telefonfabrikker, og næsten alle købte vores apparater. Vi slog meget på, at kvaliteten hos os i Danmark var mange gange bedre end kvaliteten på apparater fra Taiwan, og kom igennem med budskabet. I realiteten var der ikke den store forskel i kvalitet, men mange kunder var bange for at købe i Taiwan og betalte gerne ekstra for vort høje serviceniveau.
Vi klarede os rigtig udmærket og fik Dansk Arbejdes hædersbevisning for Fremragende Produktionsinitiativ og Samfundsgavnlig Virke. Ved overrækkelsen af diplomet havde jeg inviteret alle byens ”spidser” fra borgmester til bankbestyrer og min gamle skolelærer. Det gav en masse omtale og vi blev berømte i den lille by Hvidovre, men det gavnede dog ikke meget en eksportorienteret virksomhed. Jeg blev senere formand for Dansk Arbejde i Hvidovre og lavede en markedsføringsplan for Dansk Arbejde i byen. Jeg fik borgmesteren og den lokale avis med på ideen. Borgmesteren sponsorerede et brev til alle husstande i byen, og i brevet blev folk opfordret til at ”Købe Dansk” og melde sig ind i foreningen. Hver uge, to måneder i træk lavede vi aktiviteter der blev refereret i lokalavisen. Markedsføringsplanen blev døbt ”Hvidovre Planen”, og den blev med held kopieret af mange andre Dansk Arbejde foreninger landet over.


Jeg var blevet lidt kendt i byen, og den gamle tanke om at blive borgmester strejfede mig. Der skulle flyttes 5 socialdemokratiske mandater for at få flertal i kommunalbestyrelsen. Der var oprør i den socialdemokratiske gruppe, så muligheden for at flytte stemmer var til stede. Jeg gik til et par møder i Venstre og oplevede de to lidt middelmådige medlemmer af kommunalbestyrelsen. Jeg lærte også, at der er en masse bøvl og uærlighed i politik som ikke tiltalte mig. Disse for mig usædvanlige og tidskrævende udfordringer afholdt mig fra at starte kampen om borgmester posten.
Jeg holdt mig til elektronikken og blev ISO 9001 certificeret for kvalitetsstyring. Det blev brugt til en masse PR og reklame.

 

Så kom en oliekrise og senere en krig i Mellemøsten i vejen. Hvad har det at gøre med salg af telefon testudstyr? Jo, når man lever af eksport, så har udviklingen i konjunkturer en stor indflydelse på investeringer. En krig mellem to lande betyder at de og de nærliggende lande pludselig ikke kan eksportere til hinanden, og et stort marked går i stå.
Børsnoteringen blev opgivet, og jeg satte fokus på indtjening frem for ekspansion. Det skulle jeg nok have gjort tidligere, for overskuddet steg i takt med rationaliseringerne. Udviklingsafdelingen blev nedlagt og overgivet til underleverandører.
En overgang prøvede jeg at sælge andele i et kommende feriecenter på Zanzibar. Det var et fantastisk projekt, hvori der indgik en lystbådehavn, et hotel og en masse ferieboliger. Mange fritidsaktiviteter var planlagt, og jeg kunne se mig selv som bestyrer af hesteudlejning og tennisbaner i dette paradis. Jeg købte selv en lille andel og prøvede at sælge til andre investorer. Jeg fik talt med en ven som var bankmand, og fik ham til at gennemgå projektet. Han satte så mange spørgsmålstegn ved materialet at jeg fik kolde fødder. Jeg bad om yderlige oplysninger hos projektmagerne, hvis selskab var registreret i Isle of Man, men fik ikke tilfredsstillende svar. Jeg fornemmede at noget var galt og solgte min andel igen. Et par år senere fik jeg oplyst at det hele var et luftkastel. Alle deltagere i projektet havde arbejdet gratis i håb om et kommende godt job på Zanzibar, og idémanden forsvandt til sidst og tog alle indbetalinger med sig.
Hver gang jeg gik i gang med noget nyt blev jeg belært om: ”Hold dig til det du har forstand på: SALG AF MÅLEINSTRUMENTER”. Til min ”undskyldning” skal lige siges, at alle de projekter jeg gik i gang med, var med til at holde min optimisme oppe. Jeg ville tjene mange penge, men jeg fandt ingen hurtige genveje.

 Jeg fik endelig et par givtige agenturer i Finland, England og Canada, der lige matchede det daværende produktprogram, og det gav den solide faste indtjening jeg havde manglet alle årene. Jeg beholdt mod slutningen kun to nøglemedarbejdere og ansatte to førtidspensionister på ren timebasis. Det var en ganske god ide. Jeg havde en variabel omkostning, og de ældre mennesker var meget glade for at have lidt arbejde. De var begge gode håndværkere, så jeg fik kvalitet til en meget rimelig betaling.

Erhvervsbank
Jeg har haft samme bank gennem hele mit erhvervsaktive liv. Banken byttede godt nok navn et par gange fra Privatbanken, til Unibank til Nordea. I starten lånte jeg til køb af et støbeværktøj plus lidt ekstra til at forbedre likviditeten. Det var mod sikkerhed i min faste ejendom, så banken havde 100% sikkerhed for kreditten. På et tidspunkt var jeg meget hårdt presset omsætnings- og likviditetsmæssigt. Jeg havde brug for at låne op til 1 million, det dobbelte af hvad banken havde sikkerhed for. Jeg stillede op i banken med mine budgetter og aktivitetsplaner og forklarede, at det store lånebehov kun var midlertidigt. Min bankmand stolede på mig og mine planer, og jeg fik mit lån og overlevede. Hver efterfølgende måned fik min bankrådgiver en regnskabs- og ordre oversigt. Få år senere var lånet betalt tilbage, og nu var det mig som lånte banken penge.
Når man er ærlig og gør sit allerbedste, så lykkes man. Den energi og vilje jeg udstrålede opfangede bankmanden, og han turde derfor godt tage en risiko på bankens vegne.

Jeg købte altid selv de lokaler selskabet brugte. Jeg lejede så lokalerne ud til firmaet, og i lejekontrakten stod at det havde den ind- og udvendige vedligeholdelsespligt. Det betød at selskabet havde fradrag for alle udgifter og moms. Jeg sørgede også for at momsen på vedligeholdelsen kunne trækkes fra. Når lokalet eller ejendommen så blev solgt, var den i tip top stand, og jeg havde en sikker fortjeneste. Skatten på denne fortjeneste var meget minimal.

Jeg så i horisonten frem til en tilværelse som førtidspensionist, så der blev skåret yderligere ned på personalet, og al nyudvikling blev stoppet. Det hele sluttede med salg til en samarbejdspartner, og da jeg var 58 år, flyttede jeg til det varme Spanien.

Efterrationaliseringer
Hvorfor lykkedes jeg så godt, ikke mindst de sidste 10 år? Hvorfor overhalede jeg alle mine onkler i store stillinger og dem jeg ellers sammenlignede mig med undervejs? Hvorfor var det mig der overlevede alle kriser, hvor andre blev arbejdsløse?
Fra jeg var ganske ung lyttede jeg til alle der var lykkedes og sugede viden til mig fra alle dem, jeg mærkede kunne mere end jeg. Jeg havde kun en realeksamen med en middel karakter, en håndværker uddannelse og en 3-årig merkonom uddannelse i salg- og marketing. Men hvert år tog jeg et kursus og havde til slut gennemgået over 30 kurser indenfor eksport, finansiering, salg, salgsbreve, manual skrivning, marketing og ledelse.
I mit aktieselskab ansatte jeg bestyrelsesmedlemmer med høj uddannelse og/eller erhvervs succeser bag sig. Jeg troede i mange år, at de alle var klogere end jeg og kunne tilføre selskabet nye ideer og tiltag. De var naturligvis gode på deres felt, men det var mig der var eksperten i MIT firma. Jeg vidste hvad vej vi skulle og hvordan vi kom der hen. To gange, hvor vi kørte med underskud, ville bestyrelsen lukke selskabet for at beskytte sig selv mod et eventuelt bestyrelsesansvar, og to gange fyrede jeg bestyrelsen og overlevede. Jeg ikke alene overlevede, men førte selskabet frem til ny fremgang. Det var vilje, energi, en stærk tro og evnen til at gøre det rigtige der førte mig frem. Jeg var som humlebien, der teoretisk ikke kan flyve, men den ved det bare ikke, og derfor flyver den. Ingen skulle lukke mit livsværk, det skulle jeg nok selv, når tiden var inde til det.
Lige fra starten byggede jeg firmaet op med ærlighed. Det betød, at når vi sendte et produkt på markedet, så vidste kunderne at vi tilbød et kvalitets produkt, der levede op til specifikationerne. Det var derfor let at markedsføre nye importerede produkter, for kunderne stolede på, at det var et kvalitetsprodukt på linje med de øvrige produkter fra Hasselriis Electronics.

 Hvad laver du nu? er der en læser som har spurgt

Når jeg ser på min hund om morgenen hvordan den ruller sig på ryggen og er en smule flov over hvor godt den har det, så føler jeg på en måde det samme. Flov er jeg dog ikke, for jeg har arbejdet mod dette mål hele livet, at blive økonomisk uafhængig og kunne gøre hvad jeg har lyst til. Men jeg er meget opmærksom på hvor godt jeg har det. Står op om morgenen med solen, gør gymnastik, løber med hunden og planlægger dagens aktiviteter over morgenkaffen med min kone.
Jeg nyder at motionere så veksler i løbet af ugen mellem at løbe 9km, cykle 20km og spille golf. Så følger jeg meget med i nyhederne på internettet og læser 5 blade. Om aftenen ser jeg spanske nyheder på TV og får også tid til BBC, CNN og FOX. En god fodboldkamp på TV går jeg heller ikke glip af.
Min bog RIG SOM SELVSTÆNDIG arbejder jeg med at markedsføre bedre i Danmark. Det er også planen at sælge den i Tyskland (er oversat) og Russisk er det næste sprog den skal oversættes til. Senere kommer Spansk og Engelsk.
Så hjælper jeg enkelte, som har købt min bog, med at få mere gang i deres virksomhed via e-mail. Yder også personlig professionel hjælp engang imellem.
Hjælper også et canadisk firma med at sælge måleinstrumenter i Europa. Det er svært at holde op med det man er bedst til, og så nyder jeg stadig at lave gode forretninger.
Da jeg blev gift i 2006 lovede jeg min kone, at hun aldrig skulle komme til at kede sig sammen med mig. Det lever jeg op til ved bl.a. at planlægge en lille oplevelse/rejse hver måned. Næste tur går til Rom. Hun følger også med i de fleste af mine aktiviteter og er min skrappeste kritiker.