Du får her som appetitvækker 70 gratis råd som ikke står i bogen:


 

1. Indledning

Du skal ikke tro på alle de gode råd jeg giver dig - i første omgang. Du skal være skeptisk! (Jeg ved hvad du tænker lige nu: ”Det er jeg sørme også”. Fint læs så videre). Tag de gode råd til dig du umiddelbart tror på og forstår. Læg så resten mentalt op på en ”Ikke forstået hylde” eller ”Det tror jeg ikke på i 1. omgang hylde”. Så blokerer din hjerne ikke for alle de nye ting du læser om. Senere når du har læst hele bogen og prøvet et par gode råd og gjort dine egne erfaringer vil du forstå det er rigtigt. Tag så nye råd ned fra de to hylder og prøv dem.

Nogle af de mange gode råd kan du sikkert nikke genkendende til, men forskellen på succes og fiasko kan let være at man ikke husker alle de gode råd når man lige har brug for dem.

 

2. Afbetaling

Jeg mødte et iøjnefaldende skilt hos min autoværksted, der stod: ”LET-BETALING, betal din regning i små lette afdrag.” Ja, let skal det være som kunde at sige JA til et godt tilbud,  så du kan med fordel bruge afbetalingsmetoden til at få større omsætning. Brug f.eks. bankernes betalingsservice til at trække de månedlige afdrag direkte fra kundens bankkonto.

 

3. Aftaler

Sørg altid for at have skriftlige aftaler. Aftaler du noget mundtligt med en medarbejder, kunde eller leverandør, så bekræft det altid skriftligt bagefter. Det er aldrig forkert at skrive ned hvad man er enige om. Det er også lettest at huske, hvis man senere skulle have glemt hvad man aftalte.

Drejer det sig om større værdier så brug en advokat til at skrive aftalen. Se Advokat. Jeg er selv kommet galt af sted ved at skrive et privat skyldner dokument to gange. Den ene gang gik den jeg havde aftalen med hen og døde. Låneaftalen var skrevet så uklart at den kunne misforstås – og det blev den.

En anden gang havde jeg lånt en ven et beløb som han godt nok også kvitterede for. Jeg glemte bare at få pant i vedkommendes aktiver. Da han en dag gik konkurs fik jeg ingen penge eller andre værdier. Jeg mistede samtidig en ven.

 

4. Annoncer

Appeller til de 5 sanser (syn, lyd, lugt, smag og følelser) det forstærker budskabet. Skriver du f.eks. i en bil annonce: ”Den kan køre 160km/t og har lavt støjniveau.” Stram det op til: ”Den kører med raketfart 160kmt, men du føler du sidder i en stille kupe. ” ”Køb denne bog Rig Som Selvstændig og bliv millionær”. Det strammes op til: ”Millionærer har friheden til at gøre hvad de vil når de vil. Køb bogen Rig Som Selvstændig og læs hvordan du bliver millionær.”

Vær meget opmærksom på farven af din hjemmeside. Farver skaber associationer.

Benyt dig af de mange gratis annonce muligheder der er på internettet som:

www.cvr.dk
www.krak.dk
www.seniornet.dk
www.find.dk
www.009.dk
www.degulesider.dk

 

5. Ansættelse

Ansæt ikke folk der ligner dig, det får du ikke megen fremgang af. Ansæt folk som komplementerer dig. Pas lidt på med om du kan lide personen i første omgang. Kan personen tjene penge til dig så vil du med sikkerhed komme til at lide vedkommende.

 

6. Arbejdsglæde

Det skal være sjovt at arbejde og selvstændige er faktisk dem som er mest tilfredse med deres arbejde. Glade medarbejdere giver bedre resultater for virksomheden og det kan aflæses på bundlinjen. Hvordan får man så glade medarbejdere og ledere? Du roser naturligvis dine medarbejdere ved enhver given lejlighed. Det skaber et godt arbejdsklima når man fokuserer på det positive. Kan man samle energierne fra hele medarbejderstaben så opnås de helt store resultater.

 

7. Betalingsproblemer

Hvis din virksom kører dårligt og er på vej i afgrunden, prøv at sælge den. Det kan være langt mere indbringende end at blive ved med at tabe penge og være tvunget til at lukke.

Kan du ikke betale dine kreditorer til tiden, ring dem op og aftal hvornår du kan betale. Overhold så denne nye betalingsdag.

Bestil aldrig varer og ydelser du ved du ikke kan betale. Det er både umoralsk og ulovligt og kreditorerne vil huske dig meget meget længe hvis du gør det.

Har du ikke penge til Told & Skat så få en aftale med dem om en afdragsordning. Vær ærlig, fortæl at du gør dit bedste for at tjene penge og betale din gæld hurtigt. Du vil måske opdage at skattefolk også er mennesker og få en kredit så du kan overleve.

 

 

8. Branche

Det er ikke ligegyldigt hvilken branche du vælger hvis du vil tjene mange penge. Vælg gerne dem med stor efterspørgsel, lave etableringsomkostninger og lave marketingomkostninger. Her tænker jeg bl.a. andet på juridisk service, revision, regnskabsservice, kiropraktik, optikere, og psykiater.

Det er uhyre let at starte en forretning på internettet. Her kan hentes meget store penge og mulighederne for aktivitet er kun begrænset af din fantasi.

 

9. Bytte – på prøve

Mange forretninger bytter en købt vare indenfor 8 dage. Det er en flot service som gør det lettere for kunden at beslutte sig for et køb. Drejer det sig om en gave er modtageren også glad for denne service.

Jeg lånte tit kunder et dyrt måleinstrument i 3 dage inden køb. Så kunne vedkommende i fred og ro konstatere at det var det rigtige måleinstrument han havde brug for. Det gav salg i over 75% af alle tilfælde.

 

Jeg havde engang en lidt pinlig oplevelse angående at prøve en vare inden køb. Jeg ville købe et par nye løbesko, men var ikke helt sikker på at de passede. Så sagde ekspedienten: ”Tag dig en løbetur på gågaden uden for og prøv dem”. Som sagt så gjort. Med pris- og varemærker blafrende om fødderne kom jeg ikke langt før en forbipasserende råbte: ”Hallo! Ikke betalt – ikke betalt!”. Det blev en meget kort test løbetur.

 

10. Engagement

Tillid giver engagement. Tydeliggør overfor medarbejderne i hvilken retning firmaet skal bevæge sig og stil forventninger til at medarbejderne følger samme retning. Følg løbende op på at medarbejdere og virksomhed bevæger sig i samme retning. Det giver engagement for medarbejderne at vide de gør det rigtige for firmaet og derved for sig selv.

Du kender måske historien om rationaliseringseksperten, der skulle prøve at få sat produktion op i en samlebånds fabrik? Han eksperimenterede med at sætte mere belysning på produktionsbåndet og produktionen steg. Han satte endnu mere lys på og produktionen steg endnu mere. Så svækkede han belysningen – og hvad skete? Igen steg produktionen! Han sænkede belysning endnu mere – og igen steg produktionen. Konklusion: Når man sætter fokus på medarbejdernes indsats, så stiger produktionen.

Hvorfor tror du mange nye ledere starter med at lave organisationen om? Det er for at ruske op i gamle rutiner og sætte fokus på nye mål. Det virker.

 

11. Egenkapital – låne kapital

Hvornår skal du bruge af selskabets beskattede formue og hvornår skal du låne?

Bevar egenkapitalen ved at investere den i sikre ting som bygninger. Brug lånekapital til produktionsmidler. Så passer det nogenlunde med at lånet er betalt når driftsmidlet er nedskrevet.

 

12. Ekspert

”En ekspert er en person som har begået alle de fejl der kan begås indenfor et meget snævert område.”

                   Niels Bohr, dansk atomfysiker og nobelpristager

 

13. Erfaringer

”Når en mand med erfaring møder en person med penge går der ikke lang tid før personen med erfaringerne har pengene, og personen med pengene har erfaringerne.” Estée Lauder.

 

Erfaring er det navn nogle giver sine fejltagelser.

 

14. Factoring

Har du bemærket at de som benytter sig af factoring ikke lever længere end 1 til 3 år? Brug kun factoring hvis alle andre muligheder for at forbedre pengestrømmen i din virksomhed er udtømte. Hop så ud af factoring aftalen så snart du kan, den er dyr for dig. Har du en lav fortjeneste på dine varer og skal afgive noget til factoring selskabet, så er du inde i en dødsspiral.

 

15. Familie

Del dine visioner med din partner. Gør din forretning til et familieprojekt.

16. Fantasi

”Fantasi er vigtigere end kundskaber.” Albert Einstein.

 

17. Fejl

Alle der arbejder og tager beslutninger begår før eller siden fejl. Analyser fejlen og find ud af om den skyldes en fejltagelse eller en ekstern omstændighed du ikke kunne forudse. Lær af dine fejl, ret evt. op på interne rutiner så fejlen ikke gentages.

 

”For nylig blev jeg spurgt om jeg ville fyre en medarbejder som havde begået en fejl til Euro 400.000. Nej svarede jeg - jeg har lige brugt 400.000 på at oplære ham”.

                   Thomas J. Watson, grundlægger af IBM

 

18. 80/20 reglen

Du ved sikkert at 20% af jordens befolkning ejer 80% af værdierne. 80/20 reglen gælder for mange ting.

I din virksomhed er det 20% af kunderne som står for 80% af din omsætning? Hvis ja, bruger du så 80% af din tid på disse kunder? Nej, du bruger sikkert 80% af din tid på de små kunder som kun bidrager til 20% af omsætningen.

Forslag: Lad de små kunder passe sig selv og lad dem sende de ordrer de har lyst til. Analyser så dine store kunder. Arbejde på at få flere af disse. Brug så din tid på disse kunder og din omsætning vil stige betragtelig. Du finder måske ud af at du tjener flere penge på mindre tidsforbrug.

I min eksport virksomhed stod typisk 5 lande ud af 40, for 80% af omsætningen hvert år. De seneste år besøgte jeg KUN de store kunder. Efter mange år havde jeg lært ikke at spilde tiden på de små kunder.

 

19. Forandringer

Systemer forhindrer forandringer. Hvis du vil gøre forandringer må du ændre systemerne. Systemer er gode nok. De sikrer at alting bliver gjort ens og rigtigt hver gang. Forestil dig at du vil have mere styr på hvad du sælger, hvad du har på lager og begrænse tyveri. Du indfører stregkodning og tyveri sikring på alle varer. Du kan nu elektronisk se hvilken vare du sælger, styre lageret og automatisk genbestille varer. En alarm gør at du kan stoppe butikstyvene.

 

20. Forhandling

Hvad enten du er i en købs- eller salgssituation så forbered dig godt inden mødet. Undersøg hvad du kan om din modpart.

Sæt grænser for hvad du vil betale eller acceptere. Saml alle argumenter for køb eller salg. Træk gerne på professionel hjælp, men husk at det er dig der bestemmer, det er dig som skal leve med resultatet. Tavshed kan være et godt ”våben”. Tavshed kan føles trykkende og kan få din modpart til at komme med et bedre tilbud eller flere ekstra ydelser. Det kan også kalde en ordre frem.

Spil ikke alle dine gode argumenter ud med det samme. Gem et par stykker til forhandlingen er gået lidt i stå. Er du i en salgssituation spørg efter ordren.

 

21. Frygt


Frygt er den lille død. Frygten for at gøre fejl dræber al fremgang. Vend frygten mentalt til adrenalin. Lad adrenalinen pumpe gennem dine krop og brug så denne kraft til at nå dit mål.

Hvis frygt holder dig tilbage for at blive rig, kan end ikke denne bog hjælpe dig.

 

22. Held

Held i forretningslivet er ikke nogen tilfældighed. Held er noget du selv skaber ved at gøre det rigtige.

 

23. Ideer

Ideer alene gør dig ikke rig. Det er udførelsen af ideerne der kan gøre dig rig.

Det er mere profitabelt at finde et behov og et marked inden du udvikler dit produkt, end det modsatte.

Tænk på hvilke grupper du kender særlig godt (sportsfolk, ingeniører, rejselystne, IT nørder etc.) og deres behov. Det er vigtigt du ved hvordan de tænker og føler, så du kan opfylde deres ønsker. Find så et produkt din gruppe vil købe som du også selv vil købe.

Søg på Google om der er konkurrenter til dit produkt. Er der det, find så ud af hvordan du kan adskille dig fra konkurrenterne f.eks. bedre kvalitet, hurtige levering andet design etc.

Det er vigtigt at kunne tænke stort - der er aldrig nogen virksomhed, der er blevet stor af at tænke småt.

Vær ikke bange for at gå IMOD strømmen. Kun døde fisk svømmer MED strømmen.

 

24. Indretning af arbejdspladsen

Sørg for at medarbejderne sidder tæt så kommunikationsvejene bliver korte. De afdelinger der kommunikerer meget med hinanden f.eks. produktion/indkøb og salg/marketing skal placeres side om side, dog gerne i hvert sit rum.

 

25. Innovation

Du skaber økonomisk vækst ved at tænke anderledes (idéudvikling). Benyt dig af de informationer der er tilgængelige på internettet og tænk så hvordan du kan bruge dem i din produktudvikling og markedsføring.

Der er mange penge i at finde nye anvendelsesmuligheder for et allerede udviklet produkt. Forestil dig f.eks. at der er indbygget en PC med touch screen i bordene på restauranten. Så kan du læse om de forskellige madretter og se billeder af dem. Du kan bestille dit måltid og drikkevarer ved tryk på skærmen. Tjeneren er sprunget over - ordren går direkte til køkkenet.

Forestil dig en indkøbsvogn i supermarkedet, der indlæser varens pris når du lægger den ned og tæller løbende sammen hvad du har købt for. Du betaler med kreditkort ved udgangen og kassedamen er sprunget over.

 

26. IQ


Er du begavet med et højt IQ har du også en pligt til at bruge det. Husk: ”Det der ikke bruges - visner”.

 

27. Iværksætteren

En iværksætter har skabertrang og får ting til at ske.

 

”Jeg er sikker på at andre mennesker har haft ideer magen til mine, men forskellen er, at jeg gennemfører mine og det gør de andre ikke.” Nolan Bushnell

 

28. Klogskab

De kloge vil lære mere og blive klogere. De mindre kloge tror de er kloge, og vil ikke lære mere.

 

29. Kritik

Kritik er en slags anerkendelse.

 

”At blive kritiseret betyder ikke nødvendigvis at have uret.”

Anthony Eden, konservativ engelsk premierminister.

 

”Tag dig ikke af hvad kritikere siger. Der er endnu ikke rejst en statue for en kritiker.”  Jean Sibelius (Finsk komponist)

 

30. Kropssprog

Over halvdelen af det folk opfatter når der tales er det kropssprog som personen benytter sig af. Det er din stemmes toneleje, din påklædning og om du er velsoigneret. Ordene har altså en mindre betydning. Du kan altså med dit kropssprog spille den figur du gerne vil.

I mine yngre dage yndede jeg at spille ”underdog” altså den ydmyge rolle. Det slap jeg rigtig godt af sted med. Jeg fik halet mine ordrer hjem ”My Way”. Når det kom til prisforhandling var der nogle kunder der blev lidt overrasket over at ham ”baby face” faktisk stod klippe fast.

Giv et fast håndtryk. Sid ”rigtigt” på stolen. Få og bevar øjenkontakt med din kunde. Bliver denne forlegen ved dit blik, tag der så væk et kort øjeblik.

Efterab din samtalepartners bevægelser, med en anelse forsinkelse. Tag en tår af din kaffe når den anden gør det. Det skaber en ubevidst samhørighed.

Højde bliver opfattet som autoritet, så rank din ryg.

 

31. Kunder

Hold godt fast på dine kunder. Det er tidskrævende og koster mange penge at få nye kunder. Skulle du miste en kunde til din konkurrent så tænk på hvordan du kan få kunden tilbage. En anden sælger end dig selv skulle måske kontakte kunden eller komme ”tilfældigt” forbi med et godt tilbud.

 

32. Kvalitet

God kvalitet er når varen lever op til kundens forventninger.

 

”Pas på – dette apparat kan være det du selv får!”     Skilt på samlebåndet hos Sony, Japan.

 

Tag dig tid til at gøre tingene rigtigt første gang. Det lønner sig.

 

33. Leder

En god leder skaber først og fremmest resultater og sørger for en langsigtet positiv udvikling.

 

En leder skal kunne mærke og fornemme hvad vej vinden blæser eller strømmen går. Det gælder både ved investering i ny teknologi og egne produkter. Jeg har et par gange valgt rigtigt og et par gange forkert. Vi kunne en overgang kun leje en telex maskine af telefonselskabet. Så kunne vi en dag pludselig købe den til en meget fordelagtig pris. Her valgte jeg som købmand at købe maskinen. Et år senere kunne vi smide telex maskinen væk, den var erstattet af telefaxen. En anden gang stod vi for at skulle investere i en elektrisk skrivemaskine med hukommelse eller en computer. Mit beslutningsskema kunne ikke afgøre sagen, så det blev per intuition at vi valgte at investere i de dengang nye maskiner kaldet PC´ere.

Min erfaring siger at man skal vurdere om det er forbedring af nuværende teknik eller det er ny teknik. ISDN f.eks. var en blanding af ny og gammel teknik, og den slog aldrig an. Det blev til ADSL og senere xDSL kommunikation. Det kan nogen gange være svært at vurdere om det er helt ny teknik eller gammel vin på nye flasker. Følg med i hvad de store trendsættere siger og gør og tag det med i dine overvejelser. Brug så din egen sunde fornuft og træf den rigtige beslutning.

 

Lederen sætter mål (succes kriterier) for sine medarbejdere og følger op på dem.

Han viser tillid til medarbejderne ved at uddelegere opgaver. Så er han naturligvis synlig og tilstede og motiverer personalet.

 

34. Logo

Jeg har altid selv benyttet mig af et logo. Det er et symbol som kunderne kan nikke genkendende til. Det virker, så brug det. Tænk på JYSK (sengetøj) som viser en gås, SHELL som viser en muslingeskal. Firmanavnet kan også udformes som et logo, det bruger langt de fleste firmaer som SAS og Virgin.

 

35. Lykke

”Der er to ting i livet, der er værd at stræbe efter: At få hvad man ønsker og at nyde det man har fået. Kun de klogeste opnår det sidste.”

Logan Pearsall Schmidt, USA skribent.

 

 

36. Lyt og lær

Du er vel klar over hvorfor du har to ører og kun en mund ikke? Lyt og lær. Ikke mindst i en salgssituation skal du lytte til kunden og forstå hans behov. Du kan alt for let tale dig fra en ordre.

 

37. Medarbejdere

Det er en udfordring I sig selv at fastholde de gode medarbejdere du har samlet omkring dig. Du må regne med at alle de gode  bliver konfronteret med et nyt job tilbud mindst én gang om året. Hvordan fastholder du de gode medarbejdere? Du giver dem ansvar og du giver dem udfordringer. Det skal være sjovt at arbejde hos dig, så du skaber naturligvis en god positiv stemning. Du er konsekvens og du træffer hurtige beslutninger. Dine medarbejdere vil nyde og værdsætte at arbejde for dig. Gode medarbejdere trækker gode medarbejdere til så du sparer at annoncere efter dem.

 

38. Meditation = Tanke styring

De fleste forestiller sig nok meditation som en person der sidder i lotus stilling, med lukkede øjne, håndfladerne vendt opad og personen prøver at styre sine tanker mod noget specifikt.

Jeg sætter lighedstegn mellem meditation og styrede/kontrollerede tanker; det er for mig det samme. Du kan styre/kontrollere dine tanker når du ligger ned, når du sidder i en stol, når du går eller løber. Når jeg skal løse en svær opgave eller få en ny god ide så kan jeg som sagt gøre det i alle fire stillinger. Det du gør er at slappe helt af. Du tænker på det problem du har og rydder så hjernen for andre  tanker og ”billeder” for at gøre plads til nye tanker. Hos mig går der mellem 1 minut til 20 minutter så popper mindst en løsning eller ide op i hjernen.

På vej ud på en travetur tænkte en overgang på: ”Hvordan får jeg solgt flere bøger?”. Der gik højst et minut som kom første klare ide: ”Brug hjemmesiden for iværksættere”.

 

Jo bedre du er til at styre og kontrollere dine tanker jo bedre leder bliver du.

Hvis dit store mål er en rød Ferrari med en yppig blondine ved din side, så se dette billede for dig. Se dig selv køre denne fantastiske bil og se håret blafre på blondinen. Brug al din energi på at nå dette mål og du vil nå det. Det er muligt at blondinen kommer før Ferrarien, men kæmp bare videre bilen skal nok komme til dig.

Det er selvfølgelig ikke nok at tænke, føle og visualisere du skal gøre noget – det rigtige. En spirituel forening var så sikre på tankens kraft og visualisering da de skulle holde et kursus. De skrev 12 indbydelser og lagde på deres bord. Hvad skete? Intet, de fik ingen henvendelser. Du skal selvfølgelig gøre noget i det mindste kaste dine indbydelser op i luften og lad dem blæse med vinden, eller  bedre give dem til interesserede.

 

 

39. Misundelse

Betragt misundelse som en slags ros.  Når du har vind i sejlene og stormer frem så vil du opdage en hær af misundelige mennesker, der vil forsøge at nedgøre dig. Det er dem som ikke selv er lykkedes særlig godt. Vær forberedt på denne holdning også fra din egen familie og venner.

 

40. Mål


Hvis du vil nøjes med det næstbedste, så er det lige det du får.

 

41. Målsætning

Alle virksomheder bør skrive sin målsætning ned og styre efter den. Det drejer sig om et mål, principper og etik. Det hele skal være let forståeligt og appellere til medarbejderne og også kunne forstås af kunderne. Det skal være meningsfyldt og hjælpe til at træffe de rigtige beslutninger på alle niveauer i virksomheden.

Eksempel:

”Vi skal stræbe efter at være blandt de 10 førende i verden indenfor telekommunikationstestudstyr. Vi skal bruge den seneste teknologi og vort kvalitetsstyringssystem skal sikre vore kunder et kvalitetsprodukt, der lever op til dets specifikationer. Alle medarbejdere skal være veluddannede og løbende vedligeholde deres uddannelse. Vore kunder skal opfatte at de hos os får en vare og service af høj kvalitet.  ”

 

42. Netværk


Er receptioner tidsspilde? Det behøver de ikke være hvis du inden du går til en reception gør dit formål klart f.eks. at få mindst 2 nye kontakter. Hvis du ikke kender nogen af de fremmødte, hils på alle du møder med et nik og et ”God dag”. Prøv at få kontakt ved at sige nogle almindeligheder som: ”Her er vel nok mange mennesker”. Aflever dit visitkort hvis du møder en interessant person og cirkuler så du får kontakt til flere personer. Du kan også gå ind i professionelle netværk som Round Table, Lions og Rotary. Andre virksomheder tilbyder også et netværk til en meget rimelig pris som www.speednetworking.dk. Benyt dig af denne mulighed.

 

43. Opfølgning

Når du har leveret din vare så følg nogle dage senere op på om kunden har fået varen, om den virker og om han er tilfreds. Din kunde vil føle sig ”vigtig” (VIP) at du bekymrer dig over ham - efter salget.

Telefonica i Spanien har en automatisk telefonsvarer, der ringer kunderne op nogle dage efter levering af f.eks. en ny ADSL forbindelse. Den automatiske stemme spørger om den nye installation virker tilfredsstillende. Tryk 1 for at alt er OK eller indtal en besked. Det kan selvfølgelig gøres bedre af en ”rigtig” stemme, men har man tusindvis af kunder er det en ganske udmærket metode.

 

44. Ordrer

Inden du bekræfter en ordre sørg for at ALT er afklaret hvad ordren indeholder. Er der ting der mangler eller ikke er beskrevet fra kundens side, så få det afklaret inden du endeligt bekræfter ordren.

Din endelige ordrebekræftelse specificerer følgende:

 

1.     Beskrivelse af hvad du vil levere med alle specifikationer

2.     Pris

3.     Leveringstid

4.     Leveringsbetingelser

5.     Forsendelsesmåde

6.     Betalingsbetingelser

 

45. Penge

Millionærer har respekt for penge. Folk der ikke respekterer penge, har heller ingen.

 

46. Pengestrøm

Det er livsvigtigt at du har pengene når du skal bruge dem til at betale lønninger, husleje, skat, moms og kreditorer. Uden et godt ”cash flow” dør din virksomhed.

Du kan forbedre din pengestrøm, ved at give dig selv en lille løn, du skal jo bare kunne overleve. Spar generelt på dyre biler, møbler og inventar. Køb gerne brugte møbler, de koster måske kun 25% af nyprisen. Giv ikke kreditkort og mobil telefoner til dine medarbejdere. Brug ikke penge på lokalerne med mindre det er vigtigt for din forretning. Medarbejderne bliver ikke lykkelige af at få ny maling på væggen.

 

47. Personale

Du skal tiltrække og fastholde talenterne.

 

48. Problemer


Der er tit mere end en løsning på et problem. Vælg den løsning der ikke låser dig fast, men den der giver dig mest mulig fleksibilitet. Du står måske og skal vælge mellem at købe en større ting på afbetaling, bruge leasing eller tage et banklån. Du vælger den løsning der er billigst og som du lettest kan komme ud af hvis du  sælger investeringen igen.

 

49. Rabat

 Hos vor lokale bager fik jeg en morgen 10% rabat på brød. En anden gang fik jeg også 10% rabat. Det var så hver torsdag viste det sig. En torsdag kunne jeg ikke styre min nysgerrighed og spurgte bagerfar: ”Sælger du flere brød om torsdagen?” Han tænkte sig meget længe om og svarede: ”Nej, men tilbud skal der være”. Jeg er sikker på han tænkte: ”Hvor er jeg dum at tjene 10% mindre om torsdagen”. Nu har han lavet det om til om tirsdagen. Han bliver nok aldrig millionær.

Du skal have en mening med at give rabat. Det kan være at få solgt gamle varer ud for at få plads til nye (typisk sæson- og mode varer). Det kan være for at få penge i kassen eller for at få solgt mere af en vare og på den måde tjene mere.

 

50. Respekt


Du har selvfølgelig respekt for dine kunder og medarbejdere, men har du også respekt for miljøet omkring din virksomhed? Sikrer du at din virksomhed ikke forurener? Sikrer du at din virksomhed, når den er kommet godt i gang, giver noget tilbage f.eks. hjælp til en ny iværksætter (fra egne rækker?), ansætter en elev eller lærling?

At give noget tilbage er en lige så stor tilfredsstillelse som egen succes. Jeg giver noget tilbage i form af denne bog og jeg hjælper også gratis mange virksomheder med at gøre det rigtige så de tjener flere penge.

Tro på, som jeg, at jo mere du giver jo mere får du igen, så vær rundhåndet.

 

51. Ressourcer

I følge NLP (Neuro Lingvistisk Programmering) teorien har vi alle de ressourcer vi har brug for eller kan skabe dem. Det er også min teori. Det betyder at hvis du  mener at du f.eks. ikke har evner til at styre en bestemt forretning, så må du fremkalde disse egenskaber hos dig selv og måske tage et kursus eller to.

 

 

52. Rig

Hold dig hele tiden for øje at du skal tjene penge. Du skal ikke nødvendigvis være den største og bedste, men den som samler penge. I mange år glemte jeg at holde fokus på indtjeningen. Derfor tog det mig alt for lang tid at blive rig.

Hvorfor være rig? Hvad godt er der ved at være rig?

Når man som jeg hele sit liv har ønsket at blive rig, så er det en meget stor tilfredsstillelse at nå sit mål.

For mig betyder det at være rig:

 

1.     At bo i det land jeg vil. Har været hele verden rundt og fandt mit Paradis kun 3½ times flyvetid fra Danmark.

2.     At bo hvor jeg vil. Har hav- og bjergudsigt. Sol op- og nedgang.

3.     At kører i den bil jeg vil. Har automatgear og aircondition.

4.     At være sammen med dem jeg vil.

5.     At rejse hvorhen jeg vil.

6.     At købe hvad jeg vil.

7.     At spise og drikke hvad jeg vil.

8.     Ikke at bekymre mig om at tjene flere penge til dette liv.

9.     Friheden til at gøre hvad jeg vil - når jeg vil.

10.                         Overskud til at hjælpe andre.

 

Er rige mennesker lykkelige? Hvis man er lykkes så er man i hvert fald tilfreds med sig selv. Jeg kan ikke svare på om alle rige mennesker er lykkelige, men jeg er. Jeg har et godt helbred, verdens dejligste kone og verdens skøreste hund.

Mange tilbringer hele deres liv med at være sammen med mennesker de ikke kan lide, for at tjene penge til at købe ting de ikke har brug for til tomt praleri. Du skal sætte dig et mål med at tjene mange penge. Hvad vil du bruge dem til? Hvad vil gøre dig glad og opstemt?

 

53. Rivaler

Hvis din virksomhed går godt så vær sikker på at nogen vil stjæle din gode idé.

Jeg oplevede selv flere gange at nogen kopierede mine måleinstrumenter. Hvilket modtræk er så bedst? Jeg valgte at udvikle endnu mere komplicerede måleinstrumenter og det blev jeg ved med. Så kunne konkurrenterne halse 1-2 år bagefter med deres kopier, men jeg havde taget den største bid af kagen.

 

54. Rygter

Når du som sælger besøger mange kunder hører du en masse rygter, sande som måske usande. Fortæl dem ikke videre og sæt ikke selv nogen i gang. Hold også dine egne erfaringer om dine kundernes kreditværdighed for dig selv. Tal heller ikke dårligt om dine konkurrenter, det er en boomerang. Får du et ry som rygtesmed så vil folk ikke fortælle dig noget mere. Du stempler dig selv som utroværdig hvis ikke du holder høj moral her.

 

55. Salg

”I USA er kunden konge. I Japan er han Vorherre.”  Tak Kimoto

 

Når du beskriver en fordel for din vare, fortæl så hvad det betyder for kunden.

F.eks. ”Denne bil har 200 hestekræfter” betyder for kunden: ”Du kan overhale hurtigt og sikkert”.

Undgå forkortelser. De bliver tit ikke forstået og i værste fald misforstået.

Sexede sælgere sælger bedst til det modsatte køn! Det er ikke noget jeg påstår, men en canadisk undersøgelse. Vi køber mere af sælgere der er kønne og charmerende. Husk på det når du ansætter en sælger.

 

56. Salgsbesøg

Du forbereder dig naturligvis om det emne du skal diskutere med kunden. Inden mødet har du gjort dig klart hvad du vil opnå med mødet f.eks. få en ordre eller ende med at fremsende et skriftligt tilbud.

Her har du en checkliste til dit møde:

1.     Kopi af mødeaftalen som du har fremsendt med navn og telefonnummer.

2.     Relevante brochurer

3.     Notesblok og ordre blok.

4.     Kuglepenne

5.     Visitkort

6.     Din kalender så du evt. kan aftale et nyt møde.

7.     Nypudsede sko

8.     Pletfrit tøj. Bukser og jakke er ikke krøllede.

9.     Din mobil telefon er slukket.

10.                        Du har børstet tænder og lugter frisk ud af munden.

11.                        Du møder et par minutter FØR aftalt tid.

 

 

57. Selvtillid

Du skal tror på dig selv. Hvis du ikke tror på dig selv hvorfor skal andre så gøre det?

 

58. Spirituelle/mentale kræfter

Meget få erhvervsledere fortæller at han/hun bruger sine mentale kræfter til at styre mod sit mål. Det er ligesom mere almindeligt at sportsfolk ”mentaltræner” inden de skal yde en stor præstation. Lad os prøve at gennemgå hvad sportsfolk gør og overføre det til en virksomhed.

Forestil dig at du er en af verdens hurtigste 100m løbere. Du er selvfølgelig i super fysisk form, men det er ikke altid at den med de hurtigste ben til træning  vinder ved de store stævner. Dagen før du skal løbe dit bedste løb beder din mental træner dig om at løbe dit løb inde i hovedet. Du forestiller dig at du har begge ben i start stativet. Du spænder dine muskler. Du hører startsignalet. Du springer frem af al kraft. Du ser målet foran dig og løber alt det du kan. Du ser dig selv sprænge målsnoren før alle andre. Du får hænderne op og modtager en velfortjent hyldest. Mentaltræneren beder dig med mellemrum op til din start at gennemgå de samme oplevelser.

Vi er nu tilbage ved skrivebordet og skal styre virksomheden mod en god fremgang de næste år. Alle medarbejdere er i ”fysisk god form” altså opdateret med sidste kurser og lærdom. Virksomheden er også i form med up to date produkter og penge til at investere i fremtiden. Det du gør er så at ”se” målet, altså forestille dig den situation du ønsker firmaet skal være i om 1 eller 2 år. Kan du visualisere dit mål, altså sætte et billede på det, så kan du også nå dette mål. Vejen til målet kan måske blive en slags hækkeløb, men tænk ikke på hvordan og ad hvilke veje du vil gå/løbe i første omgang. Det giver langsomt sig selv.

Hvis det lyder fantasifuldt for dig i første omgang så prøv at tænke og visualisere et lille mål du vil nå og hvordan du kommer derhen. Prøv det – det virker. Jeg har brugt det hele mit liv. I starten ubevidst, senere fuldt bevidst.

Du har fantastiske kræfter her. Hemmeligheden er at både se, tro og føle du HAR nået målet – så når du det.

Man indstiller kroppen til at få succes – og får det

 

59. Succes

Modstykket til succes er kedsomhed. Lad de andre om det.

 

60. Sælg

Når din virksomhed er på toppen, sælg den så. Når du ikke kan nå højere kan det kun gå ned af bakke. Tag gevindsten hjem og start en ny virksomhed hvis du ikke kan holde dig i ro

 

61. Talenter

Spot talenterne og ansæt dem. De koster måske 10-25% mere i løn, men de kan være mange gange mere værd. De to gange jeg ansatte folk jeg anså som dygtigere end mig; da fik firmaet et gevaldigt løft. Lønnen er slet ikke afgørende for at holde på talenterne. Det er jobindholdet og fleksibiliteten der betyder noget. Mange udviklingsfolk (nørder) elsker at arbejde på mærkelige tidspunkter, lad dem gøre det.

 

62. Tid

Slå din E-mail alarm fra. Læs og besvar dine E-mail højst to gange om dagen f.eks. kl. 11 og kl. 15. Tro ikke du går glip af noget - prøv, det sparer tid.

Møder er tidsrøvere, begræns eller undgå dem. Skriv en e-mail eller tag en telefonsamtale i stedet.

 

 

63. Tilbud

Når du afgiver et skriftligt tilbud sørg for at få følgende med:

 

1.     Beskrivelse af hvad du tilbyder med alle specifikationer

2.     Pris

3.     Leveringstid

4.     Leveringsbetingelser

5.     Forsendelsesmåde

6.     Betalingsbetingelser

7.     Gyldighed af tilbud

 

Du følger naturligvis op på dit tilbud. Efter et par dage kan du godt ringe kunden op og spørge OM han har modtaget dit tilbud, OM det omfatter hvad han ønsker og OM leveringstiden er acceptabel.

 

64. Tillid


Vis dine medarbejdere tillid. Inspicer og kontroller ikke alt hvad de laver, giv dem frihed under ansvar. Lad dem føle tillid til din ledelse.

 

65. Tjen mere

Der er 4 gode muligheder for at tjene flere penge:

 

1.      Få flere kunder

2.      Få dine kunder til at købe mere

3.      Få dine kunder til at betale mere for varen.

4.     Brug mere tid på de kunder som køber mest.

 

Ad 1. Man køber normalt ikke en vare man ikke kender eller handler hos en ukendt leverandør. Du skal for at sælge mere gøre opmærksom på din forretning og dine varer. Se PR, Annoncer, Marketing og Reklame.

 

Ad 2. Har du fået din kunde ind i forretningen eller din internet butik så giv tilbud til relaterede produkter/ydelser som har interesse for din kunde. I en manufaktur forretning får du altid tilbudt slips og sokker hvis du har besluttet dig for at købe en skjorte.

 

Ad 3. Når din kunde har besluttet sig for et produkt, tilbyd så en ”luksus udgave”, en udvidet garanti forsikring eller lidt mere af den ønskede vare. Er du sulten og står i en bager butik er du sikkert let at lokke til at købe det som sælgeren anbefaler som ”frisk fra ovnen”. Er du ved at købe en burger får du sikkert et tilbud om at få en ”dobbelt burger” for en lille merpris.

Det drejer sig om at tjene penge og dine kunder kan let fristes af et godt tilbud.

 

Ad 4. Brug 80/20 reglen til at selektere de bedste kunder. Brug din tid på dem som køber mest på bekostning af de små kunder.

 

66. Tænk anderledes

Speciel viden kan være en forbandelse. Den kan forhindre folk i at tænke anderledes og utraditionelt. Er man blevet ekspert så har man det med at løse tingene på samme måde hver gang. Det kan være fint at dagligdagen kører på skinner, men det kan være dræbende for firmaet hvis ikke nogen kan tænke anderledes. Så går udviklingen i stå. De der kan tænke utraditionelt er dem der kan skabe fremgang og udvikling.

 

 

67. Uddeleger

Er du typen der vil gøre alt selv, så vær sikker på at du på et tidspunkt vil kvæle dig selv. Uddeleger ALT hvad du kan. Start med de små standardopgaver. Det var ikke så svært vel? Du får mere tid til at styre din virksomhed og vil vokse hurtigere. Hav tiltro til dine medarbejdere kan gøre arbejdet lige så godt som dig. Lad dem fejle og lære af det. Deres arbejdsglæde vil vokse og de vil gøre dig rig. Hvis det er dig der altid er flaskehalsen så begrænser du din vækstmulighed.

 

68. Udstilling checkliste

Reservere udstillingsareal (6-12 måneder før).

Udarbejde stand plan med tegning (4-6 måneder før).

Bestille annonce plads i messekatalog (3-4 måneder før).

Bestille eller købe stand møbler (3-4 måneder før).

Udarbejde foto, plancher, udsmykning, blikfang og demonstationsudstyr (2-3 måneder før).

Sende PR til magasiner med seneste nyheder der præsenteres på messen. (2 måneder før).

Annoncere i magasiner med stand nummer (1-2 måneder før).

Få syet eller købt uniform/ens tøj til al stand personel. (4-6 uger før)

Sende indbydelser til kunder med gratis adgangskort. (1-2 uger før).

Trykke brochurer og visitkort. (3-4 uger før)

Klargøre salgsbreve. (1-2 uger før)

Udarbejde besøgskort til afkrydsning af hvilke produkter som var af interesse. (1-2 uger før).

 

Vil du udlevere brochurer på standen? Det her drejer sig om SALG og ikke om at få delt flest visitkort og brochurer ud. Du skal have KUNDENS visitkort og notere hvad vedkommende er interesseret i. Så kan du give et skriftlig tilbud hurtigst muligt efter besøget. Udleverer du bare en brochurer uden at få kundens visitkort, er der en god mulighed for at kunden glemmer den på toilettet, i baren eller på en anden stand. Jeg gjorde det at jeg uddelte en oversigt brochure, tog imod kundens visitkort og sendte så de relevante brochurer sammen med et tilbud snarest muligt. Så modtog kunden et tilbud sammen med en brochure som han så kunne tage stilling til. Jeg havde så et tilbud at følge op på.

Hvad gør du selv efter en udstilling med alle de brochurer du har samlet? Du arkiverer sikkert de mest interessante og smider resten væk som ikke har interesse. Dine kunder gør det samme.

 

 

69. Visitkort

Det er noget meget personligt som du selv overrækker til din kunde eller nye kontakter.

Jeg skiftede almindeligvis mine visitkort med foto ud hvert femte år. Det var dejligt at besøge kunder, der havde gemt mine tidligere visitkort som souvenir!

Du må ikke spare penge her. ALLE salgsmedarbejdere skal have deres eget visitkort med foto og navn, det er noget personligt. Et visitkort hvor dit navn er skrevet på i hånden er ikke noget der gemmes ret længe.

Får du ny e-mail adresse så få også nyt visitkort. Det ser grimt ud at skrive en e-mail adresse i hånden og den er også svær at læse. Dit kort ender hurtigt i papirkurven.

 

70. Afslutning

Jo mere du tror på de gode råd, jo mere du tror på at de er sande, jo bedre virker de.

Kan noget afholde dig fra at følge de gode råd? Frygter du at miste det du allerede har?  Er du bange for forandringer?

Hvis du gør det som du altid har gjort, så får du det du altid har fået – aldrig mere. Måske mindre.

Husk, jeg har ikke lovet det er let at blive rig, men jeg har fortalt dig hvordan du kan blive rig. Det er op til dig. Gå i gang nu.

 

Du må meget gerne stille spørgsmål og kommentere min bog på: feh@hasselriis.com. Jeg vil love at læse din e-mail og jeg vil gøre mit bedste for at få tid til at svare dig.